Soundvenue - Mugiboogie 5/6
Mugison - krudtkongen af lejrbålsbluesKrudtkongen
af lejrbålsblues? Ben Harper med rabies? Tom Waits som islandsk fisker
eller hvad? Det er ikke nemt at sætte ord på islandske Mugison og hans
musik. Og netop det er hans varemærke. Et varemærke som er blevet endnu
stærkere på islændingens tredje album, 'Mugiboogie'.
Mugison blandede på sine to første album kødædende blues, klassisk,
guitarbaseret sangskrivning og electronica, men denne gang har han
trukket stikket ud af laptoppen, lukket sig inde i garagen og lavet en
rockplade. En rigtig rockplade? Nej, selvfølgelig ikke. Da vi har at
gøre med den skrupskøre, islandske lydtekniker Ornelius Gumunson (alias
Mugison) er albummet selvfølgelig ikke almindeligt. 'Mugiboogie' rocker
rundt mellem distortion og harmoni, mellem Mugisons skingre råb og
kæresten Rúnas hvisken. Mellem Beck'sk legesyge og Will Oldhams'sk
nærhed og mellem skælvende ballroomblues og tungmetal.
Mugison har ikke presset et nummer med samme skarpe signatur som 'Murr
Murr', der i 2005 gav ham et buzz i den internationale musikbizz. Men
han har sat stærkstrøm til spændingsfeltet mellem rock og galimatias på
et album, som nogle gange er grumset som et krus bluesrock, andre gange
fin som en svævetur over de islandske klipperev med klassisk
orkestermusik på iPod'en. Han har endnu engang krøllet sin stemme
sammen til grimme skrig og growlen med så megen energi og så mange
dimensioner mellem rock 'n roll, at det aldrig bliver kedeligt.
<<back